LAD det straks stå klart: tyskerbørnenes historier er gribende, fascinerende, fulde af smerte, trods og glæde. Ikke mindst Yrsa Thane Thomsens historie, der åbenbarer sig som en slags opfyldelse af alle min egen barndoms dagdrømme om min henrettede fars genopstandelse. Dette skete for Yrsa Thane Thomsen. Jeg skal ikke afsløre hvordan, men miraklet hændte. Min drøm blev hendes virkelighed og netop dette, denne fælles erfaring omkring tab, savn og smerte, understreger endnu en gang, at der ikke er anden forskel på krigsbørns historier end de falske modsætninger, som voksne idioter fra hver sin side af fronten påtvang os for mange år siden.

Peter Brink-Frerups historie, der indleder rækken af tyskerbørnenes historier, gør ligeledes dette klart: at det ikke var fra legekammeraterne, fjendebillederne og hadet kom, men fra de voksne.

Som han selv udtrykker det:

»Men de voksne derimod, de har fandeme direkte forfulgt mig. De, der boede i opgangen, de vidste det jo (at hans far var en tysk soldat). Og der var særlig én, der var efter mig. Dit nazi-svin! sagde han. Og når Nielsen, som han hed – han boede oppe på fjerde sal og vi boede på tredje sal til venstre – når han kom gående op ad trappen og jeg var på vej ned og jeg kunne se at – hov, det er ham! så styrtede jeg ind og råbte Nielsen kommer, Nielsen kommer.«

Peter Brink-Frerup fortæller også en anden historie om at blive bundet til gelænderet i opgangen af en voksen og få hældt indholdet af husets lortespand ud over sig:

»Så stod jeg der med urin og lort og papir og alt muligt. Og det var en voksen, der gjorde det. Ham der havde huset, hvor vi boede.«

Jeg har mine forbehold med hensyn til den bogstavelige sandhedsværdi af denne episode, men den har helt afgjort sandhedens symbolkarakter, hvilket er tilstrækkeligt. Andre historier i bogen har lignende episoder i afsvækket form, flere af dem med ophavsmanden som en tidligere »frihedskæmper«, hvilket ikke undrer mig og blot gør det hele endnu værre.

Samtidig åbenbarer historierne, latent og frygtsomt, en anden side af problemet, nemlig mødrenes rolle, de tavse mødre, de hårdnakkede benægtere, facademødrene, der troede, de kunne udrydde deres skam med fortielse, men kun opnåede at så angst, uvished og smerte i deres børns liv.

Bjarne Schmidts historie er nok den, der markerer dette tydeligst:

»Min mor døde i august 1996. Jeg havde det svært med hende, for jeg havde kvababbelser og ville nødig gøre hende ked af det. Jeg fortalte hende ikke om det, jeg var i færd med at undersøge. Jeg holdt også kortene tæt ind til mig. Tavshed avlede således tavshed. En eneste gang spurgte jeg hende om disse ting og det var en meget ubehagelig oplevelse. Det kostede hende åbenbart utrolig meget at berøre det og jeg ville ikke plage hende oftere. Jeg fik ikke noget nyt at vide, men blev sådan set bare bekræftet i det, jeg fornemmede, idet hun sagde, at det skulle jeg ikke komme og spørge om, for så ville hun bare blive syg og dø.«

Repressive trusler og falske hensyn til mødrene udgør denne onde cirkel, der i mange tilfælde aldrig, i andre tilfælde først sent og efter at skaderne er sket, blev brudt. Selv har jeg kendt flere af slagsen, ikke blot mødre til børn af modstandsfolk, men også såkaldt almindelige mødre, der valgte fortielsen som udvej i stedet for åbent at indvi børnene i de oplysninger, som de havde brug for, og ikke mindst krav på. Lad mig i den forbindelse henvise til den israelske psykiater, Dan Bar-On’s bog om børn af prominente nazister: The Legacy of Silence, en fremragende interviewbog om tavshedens destruktive magt.

DET er også i sin mangel på at synliggøre disse tilstande, at bogen har sin største svaghed. I stedet for at lade historierne tale for sig selv, i stedet for nænsomt at markere latente understrømme, så tværer forfatteren sit eget kæmpeego ud over historierne og tildækker deres menneskelige indhold med sin påtrængende forargelse over myndighedernes magtmisbrug og Civilretsdirektoratets løgnagtighed og gør hele problemet til et spørgsmål om aktindsigt eller ej.

Det er så meget dummere, som det er al dokumentarismes dødssynd, og det bliver ikke bedre af forfatterens hang til århusiansk åndrighed og sarkasme. Hans indledning er rodet og uklar, hans efterskrift ikke mindre og hans juridiske fremstilling af lovgivningen er mere end tendentiøs. Han har ganske vist ret i sine påstande om Civilretsdirektoratets løgnagtighed, men det behøver han ikke fortælle os side op og side ned. Det fremgår klart og utvetydigt af Bjarne Schmidts historie, som taler helt for sig selv. Samtidig virker disse anklager mod myndighederne som en perspektivforvrængning, en undvigemanøvre, muligvis ubevidst, men alligevel. For selvfølgelig kan man bebrejde myndighederne, at de gjorde det svært for børnene at finde deres fædre, men man kan ikke lade det skygge for mødrenes ansvar – og så at sige alle historierne har deres brændpunkt i disses hårdnakkede fortielse.

Forfatteren gør sig også til talsmand for det falske fjendskab mellem krigsbørn. Et sted spørger han spotsk, om også modstandsfolkenes børn – ligesom tyskerbørnene – måtte nøjes med et normalbidrag. Jeg ved ikke, hvad han forestiller sig? At vi blev forgyldte? Nej, vi måtte i mange tilfælde nøjes med mindre, et lille bidrag fra Direktoratet for Ulykkesforsikringen, vores mødre med en kummerlig enkepension, eller som alle andre, med hårdt arbejde. Modstandsfolkenes børn blev på ingen måde behandlet som børn af helte, tværtimod. Vi fik lige så tit som tyskerbørnene en spand lort i hovedet – og det havde sine gode grunde, da gamle sympatier ikke ruster og flertallet af danskerne, ikke mindst deres politikere, for længe havde været involveret i samarbejdspolitikken til helt at kunne glemme den efter befrielsen.

Men trods disse indvendinger og bortset fra forfatterens egen historie, så er Horeunger og Helligdage en fascinerende og vigtig bog, for slet ikke at glemme dens udspring i Danske Krigsbørns Forening, der måske en dag kunne tænke sig at udveksle erfaringer med os andre?